Broget bededagstur til Flensborg

15 motionister fra Middelfart Roklub besøgte bededag den danske roklub i Flensborg. Læs her Søren Steen Hansens beretning om deres noget brogede, men  alligevel muntre oplevelser hos vennerne syd for grænsen:

Årets storebededags tur 2017
15 glade roere fra klubben drog af sted til Flensborg Roklub torsdag eftermiddag kl. 16 og ankom i fin humør, men humøret dalede en del, for der var ikke rigtig nogen varme i klubhuset. Man havde glemt at bestille olie, men det ville komme tidlig fredag. Tidligere tiders medbragte madpakker til storebededagsturens først aften blev sidste år forsøgsvis ændret. Så i år var første aftens menu: citron-timian kylling med ris. De traditionelle varme hveder blev som tidligere leveret af Bente, herlig til aftens kaffe /te.

Fredag morgen skulle det nu uheldigvis vise sig at fyret ikke ville køre, så montør blev tilkaldt. Men alt ville være i orden, når vi kom tilbage fra dagens tur.

Bådene blev klargjort, 2 stk  4-åres og en dobbelt med styrmand, fin tur forbi værftet og ind i bunden af Flensborg havn, hvor vi fandt en fin anløbsbro, så vi kunne strække ben lidt. Så gik turen ud af havnen langs sydsiden forbi kadetskolen, fin lystbådehavn, campingpladsen og et stykke længere, men da der var begyndt at vise sig hvide skumtoppe, vendte vi tilbage ind i lystbådehavnen, som er nabo til kadetskolen – fin pause til formiddagskaffen.

Nu var formiddagen ved at være slut, og det blæst mere op, så vi valgte, at gå tilbage til klubben for frokost. Bådene op og spulet. En flink mand i klubben tilbød os at bade i nabo roklubben (Flensburger Paddelfreunde). Marianne var lidt optaget af noget andet, så da hun senere skulle over i bad, var der låst af og manden gået hjem. I stedet måtte hun tage til takke med et dejlig koldt brusebad i roklubben.

Efter en dejlig frokost tog vi til Glücksburg Slot, en fin og interessant oplevelse, og drak den medbragte kaffe i slotshaven. Så var det tid at returnere til roklubben, for tilberedelse af aftensmad, som Lis var mester for: roastbeef, ovn kartofler og Ruths skønne broccoli-salat med mango. Ruth var også dessert mester: nøddebunde med fløde rabarbercreme og jordbær på toppen. Men hendes problem var, at der var ingen el eller hjulpisker, hvorfor hun klagede sin nød til Christian, der selvfølgelig bare finder en boremaskine i kælderen og sætter et piskeris på. Ja, hvor svært kan det være.

Nu da dagen jo var gået meddelte montøren efter en hel dags arbejde med oliefyret, at nu kørte det bare, men efter en halv times tid – nå ja, så kørte det altså ikke mere. Adskillige gæstemontører kiggede lidt på fyret nogle gange i aftenens løb, før det endelig kørte natten over – med lidt varm vand i hanerne om morgenen. Vi havde en hyggelig aften, med masser af fyrfads lys til varme hjælp. Efter morgen mad var det tid til opbrud, med en kort ophold hos Calle ved grænsen gik turen så hjemover med ankomst i Middelfart ved 11-tiden.

Der er lukket for kommentarer.