Fænø Kalv gjort ren trods vred vædder

Der er almindelig enighed om, at Fænø Kalv midt i Lillebælt fremstår både grønnere og mere velplejet, efter at en flok får er begyndt at afgræsse øen. Af samme grund var der heller ikke det store at komme efter, da en flok roere fra Middelfart Roklub søndag gik i land på øen for at give sit bidrag til Dansk Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling den første søndag i april.

Selv om roere var ude i en absolut velmenende mission, så blev de alligevel ikke hilst velkommen af øens faste ‘beboere’.

– En lidt vred vædder af racen fedthalefår var ikke helt tilfreds med, at vi trængte ind på dens revir, fortæller fungerende formand, Søren Lykke Jensen. Men roerne fik dog lov til at indsamle den smule affald, som var efterladt på øen, og ro det tilbage til klubben ved Kongebrogården.

Ifølge Søren Lykke kan en del af forklaringen på øens forbedrede tilstand dog være, at Henrik Traugott, der ejer fårene, måske igen i år er kommet roerne i forkøbet med oprydning på Fænø Kalv.

Der er lukket for kommentarer.