Så er Fænø Kalv atter ren

12 Middelfart-roere invaderede traditionen tro Fænø Kalv på Naturens Dag for at rense den øde ø midt i Lillebælt for affald. De fire 2-åres inriggere vendt dog langtfra synkefærdige tilbage til roklubben efter endt dåd, for øen viste sig at være overraskende ren. Der var mest tale om de obligatoriske dåser og plastikposer.

– Øen er stadig et populært udflugtsmål, så mon ikke nogen var kommet os i forkøbet, men pyt være med det, for vi havde alligevel en fin søndag med perfekt rovejr på Lillebælt. Så godt faktisk, at en enkelt båd valgte at runde dagen af med den lange tur omkring Fænø på vej hjem, fortæller Annette Lykke-Jensen.

Der er lukket for kommentarer.