Spændende sensommer på vej for Middelfarts konkurrenceroere

I løbet af sensommeren er der flere stævner, hvor Middelfart Roklub byder ind med stærke hold. Først og fremmest DM i langdistanceroning, der afvikles som fem løb fordelt over hele sæsonen.

Middelfart deltager sammen med roere fra Nyborg Roklub på et team med navnet ”Skal du have Fynske Bank”, som kæmper med om topplaceringerne. Det er lykkedes én af roerne,Roar Kloppenborg-Skrumsager, at lave en sponsoraftale med Fynske Bank, som dækker en stor del af omkostninger til bl.a. profiltøj og transport.

Udover Roar Kloppenborg-Skrumsager består bruttotruppen af Claus Rützou, Hardy Olesen og Bent Bøgh Pedersen fra Middelfart samt Brian Sørensen, Allan Seelk og Charlotte Buchwaldt (styrmand) fra Nyborg.

Fine placeringer
Der er allerede afviklet tre løb, hvor team ”Skal du have Fynske Bank” opnåede en andenplads i Lollands Havørn i Nakskov 20.maj, en fjerdeplads i Præstø Roregatta 3. juni og en flot førsteplads i Koldingfjord Slotsregatta 17. juni (se foto). Her blev hovedkonkurrenterne fra Viking slået med mere end et minut.

Samlet ligger team ”Skal du have Fynske Bank” nu på andenpladsen før de sidste to regattaer, som er Port of Copenhagen i København lørdag den 12. august og Alssund Røde Løver i Sønderborg lørdag den 26. august.

Klubben krydser årer for en samlet podieplacering.

Uprøvet hold på vej
Middelfart Roklub har også et hold nye roere på vej, nemlig til Port of Copenhagen-stævnet, hvor vi i 2. division stiller med holdet ”Middelfart Debutanterne”, der skal have prøvet kræfterne af mod andre klubber.

Holdet består af Birgit Rützou, Henrik Rauer, Susanne Grønnehave og Jesper Schmidt samt den garvede styrmand Bent Bøgh Pedersen.

DM for veteraner
Ved DM for veteraner på Bagsværd Sø lørdag den 19. august bliver Middelfart Roklub repræsenteret på 1000 meter-distancerne i klasserne MM (masters, men) i dobbeltfirer ved Claus Rützou, Hardy Olesen, Bent Bøgh Pedersen og Ole Bendtsen, i MM dobbeltsculler ved Hardy Olesen og Bent Bøgh Pedersen samt i MM singlesculler ved Søren Hyre-Fenneberg og Ole Bendtsen

Også her krydser klubben alle årer for vores rokammerater!

Der er lukket for kommentarer.