Så skal roerne på Lillebælt igen. Det sker når Middelfart Roklub på søndag kl. 10 hejser standeren over bådehuset ved Kongebrogården som tegn på, at den nye sæson er skudt i gang.
Standerhejsningen byder også på dåb af klubbens nyerhvervede båd. Det drejer sig om en singlesculler, som er doneret af A P Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond.
Samtidig tages klubhusets nyrenoverede opholdsstue officielt i brug første gang. Alle interesserede er velkomne til at overvære standerhejsningen, dåben og nyde kaffe og rundstykker i klubhuset bagefter.