Standerstrygning med truende stormflod

Mens klubbens stander blev strøget søndag eftermiddag og den traditionelle æblekage efterfølgende fortæret, steg vandstanden i Lillebælt med foruroligende hast og tog bådebroen med sig i vejret. Da højvandet kulminerede sidst på aftenen, oversvømmede bæltet det meste af området ved roklubben, men klubhuset slap nådigt og broen holdt sig flydende.
Efter standerstrygningen fik Jørgen Klerens overrakt vandrepokalen for herrer for at have roet imponerende 2044 kilometer i løbet af den ellers særdeles ustadige 2017-sæson – deraf langt de fleste i edonsculler. Der faldt naturligvis også en guldnål af til Jørgen, som delte æren med Klaus Scheffel, der nåede op på 1205 kilometer. Ole Bendtsen, Søren Lykke-Jensen og Søren Steen Hansen fik alle sølvåren.
Ruth Hougaard løb med damepokalen for 1084 kilometer og fik sølvåren samme med Lis Scheffel, Annettet Lykke-Jensen og Gudrun Thomassen.
Ungdomspokalen tilfaldt Mia Sofie Rützou.
I løbet af sommeren blev der samlet roet 16.913 kilometer af 52 medlemmer. Klubben mønstrer pt. 64 medlemmer, hvoraf 24 deltog i standerstrygningen og ikke mindst i den efterfølgende sammenkomst i klubhuset.
Læs også rochef Klaus Scheffels imponerende afrunding af 2017-sæsonen med detaljerede oplysninger om alt lige fra langture og klubarrangementer til kaproninger på linket her:
2017-aktiviteter i Middelfart Roklub

Der er lukket for kommentarer.