Ugæstfri værter snuppede stafetten

Middelfart Roklub opnåede ingen individuelle sejre som værter ved de åbne fynske mesterskaber i ergometer, men satte til gengæld de øvrige deltagende klubber til vægs i kongedisciplinen, den afsluttende klubstafet, hvor fire roere efter tur tilbagelægger 500 meter i den samme romaskine. På de følgende pladser kom klubberne fra Fredericia, Silkeborg og Nyborg.

Billedet viser det sejrende Middelfart-hold. Fra venstre er det Niels Aagaard, Susanne Grønnehave, Claus Rützou og Bent Bøgh Pedersen, der alle også opnåede fine placeringer i de individuelle løb, som de deltog i.

Stafetten sørgede for en festlig afslutning på et velbesøgt stævne i Aulbyhallen, som høstede stor ros fra såvel deltagere som publikum. De 17 tilmeldte klubber fra det meste af landet mødte med 144 roere, hvoraf enkelte var under 11 år og over 80 år.

– Der er altid lidt nerver på lige inden, man holder så stort et arrangement, og lidt sygdom i arrangørgruppen gjorde også sit til, at det blev lidt spændende forinden. Men alt klappede heldigvis fint, fortæller Claus Rützou, der er kaproningsansvarlig i Middelfart Roklub.

Det var 21. gang, at klubben arrangerede de åbne fynske mesterskaber, som er det sidste store nationale ergometer-stævne, før udendørssæsonen for alvor går i gang ved overgangen til sommertid søndag den 25. marts.

Der er flere billeder fra stævnet i vort Galleri: http://galleri.middelfartroklub.dk/#!album-103

Der er lukket for kommentarer.