
Med 204 hold til start er der tale om ny rekord, når Middelfart Roklub lørdag den 2. marts er vært ved de åbne fynske mesterskaber i indendørs roning.
Omkring 150 roere fra 22 klubber fordelt over det meste af landet plus fire foreningen udenfor ro-miljøet dyster mod hinanden fra kl. 11 på Heldagsskolen i Vejlby.
Konkurrencerne finder sted i de såkaldte ergometre over virtuelle distancer fra 200 meter og op. Som noget nyt indledes mesterskaberne med et langdistanceløb over 6000 m. Derefter går det slag i slag med konkurrencer i alle aldre og en lang række distancer, indtil stævnet som altid slutter ved 16-tiden med tre stafet-discipliner, der tidligere år har fået stemningen i salen til næsten at koge over.
Alle er velkomne til at overvære stævnet. Billedet viser deltagere i et tidligere mesterskab i Vejlby.